Selvkærlighed

 Ja, selvkærlighed er et ord, som jeg selv oplever vækker stærke følelser, har du det på samme måde?

Du har sikkert også hørt smøren om, at man skal elske sig selv før man kan elske andre, men jeg føler det er temmelig grænseoverskridende at stille sig op foran spejlet og sige til sig selv: Jeg elsker dig. Jeg ved ikke med dig, men det føles sgu lidt underligt. Måske man bare skal vænne sig til det.

Nå, men en anden ting i den forbindelse, er så, at vi også tit er rigtig gode til at slå os selv oven i hovedet når vi fejler. "Hvorfor gjorde jeg også det, hvorfor spiste jeg den kage, jeg er da også dum, jeg kan heller ikke finde ud af noget, jeg kan ikke engang finde ud af at passe på mig selv." Fortsæt selv listen. Og her er spørgsmålet så lige - og dette har du sikkert hørt før, det hele - at hvis det var en ven, som talte til os på den måde, ville det så stadig være vores ven - eller hvis vi talte sådan til vores venner, som vi nogen gange taler til os selv, hvor mange venner ville vi så have?

Den har jeg tænkt over nogen gange, men i søndags fik jeg så vendt tanken lidt: Når vi siger til vores børn: Nej, du må ikke få slik eller chips i dag, det er ikke weekend og så SAMTIDIG lægger os ind på sofaen og kaster slik og chips ned i svælget i rå mængder, så sker der to ting: 1) Vi bliver enormt utroværdige, både over for os selv og over for vores børn (forhåbentlig opdager vores børn det ikke og ser vores hykleri) og 2) så har vi endnu mere at slå os selv i hovedet med. Jeg kom til at tænke over hvorfor vi nægter vores børn disse ting, og det er jo selvfølgelig fordi de er usunde og vi gerne vil passe på vores børn - MEN hvorfor passer vi ikke lige så godt på os selv, som vi gør på vores børn? HVORFOR har vi så stor omsorg for vores børn og deres helbred, når vi er så p****ligeglade med vores eget? Det fik mig til at tænke på, at en sund livsstil jo også er selvkærlighed, for når vi lever sundt, passer vi jo på vores krop - ja ja, jeg vidste det jo godt, synes bare selv jeg fik en ny vinkel på det. 

Men det sjove er, at lige siden jeg fik gjort mig den tanke, altså i søndags, så har jeg faktisk ikke haft lyst til usunde ting. Jeg har ikke følt, at jeg har måttet undvære eller at det har kostet viljestyrke, jeg har bare ikke haft lyst. 

Det er ikke sikkert det holder, og jeg har da ikke nogen problemer med at skulle spise usundt eller drikke et glas rødvin, jeg føler bare at lige p.t. er det lettere for mig at træffe det sunde valg, og det er jeg glad for.