Pas på What-The-Hell-effekten

Ved ikke om du nogensinde har hørt udtrykket, men jeg stiftede bekendtskab med det for en måned eller to siden. Der var en nøje beskrivelse af en kvinde, som prøvede at leve sundt. Ikke en kur - kan personligt ikke lide udtrykket kur, da det efter min mening indikerer noget midlertidigt, og en venden tilbage til gamle, usunde mønstre, når ens ønskevægt er nået - men hun prøvede at vænne sig selv af med at spise usundt. På grund af travlhed på arbejdet havde hun ikke nået at spise frokost, det var fredag og hun skulle i biografen med en veninde lige efter arbejde. Da de så stod i biografen købte hun popcorn, en masse slik og sodavand, og da hun kom hjem fra biografen og det hurtige sukker-sus var overstået, fik hun lyst til mere sukker, hvorefter What-The-Hell-effekten trådte til og hun kastede sig over is i fryseren (ja, hun var amerikaner, af en eller anden grund spiser amerikanere åbenbart altid is når de er i en eller form for krise, det være sig følelsesmæssig, jf. talløse amerikanske film eller her, sukkerkrise.)

Det jeg synes er lidt pudsigt, er at der rent faktisk findes et psykologisk udtryk for det, se f.eks. her eller her, som rent faktisk betyder, at når vi har givet efter én gang, så er vi mere tilbøjelige til at falde i den fælde, hvor vi siger: "Nå ja, så kan det også være ligemeget, så kan jeg lige så godt spise alt det usunde jeg kan finde på min vej."

Men det er ikke ligemeget. Det vigtigste i den situation er netop at komme tilbage på det sunde spor bagefter, som jeg for eksempel skriver om i dette blogindlæg. 

Og det sjove er, at da jeg først havde vænnet mig til at hoppe op på hesten igen, efter at have syndet, så er det faktisk også blevet sjovere, for så giver jeg mig selv lov til at nyde det lidt mere, fordi jeg ved, at jeg kommer hurtigere tilbage på sporet igen. Jeg har lært, at det ikke er jordens undergang.

Så lad dig ikke bremse af et midlertidigt tilbageslag, bare vær klar til at vinde det næste.

Og selvfølgelig kommer her også en solopgang :-)