Når fjenden forklæder sig som ven...

Her forleden så jeg en film, Exodus, som ud over et meget bibelsk tema (Moses, som førte israelitterne ud af Egypten, efter egypterne var blevet udsat for de ti plager) også handlede om to fosterbrødre, som var vokset op sammen. De fik et sværd hver af deres far, som var farao, så de altid ville passe på hinanden. De to brødre var faraos søn og Moses, og hvis du kan din bibelhistorie vil du vide, at det ikke gik så godt med det venskab. Moses fik nemlig besked fra Gud om, at han skulle bringe israelitterne ud af Egypten, hvor de havde været slaver i 400 år. Da faraoen jo var glad for sin gratis arbejdskraft og menneskerettigheder dengang var et ukendt begreb, var det ikke noget han umiddelbart sagde ja til, så Gud sendte de ti plager over egypterne.
Men det, som er interessant her, er at det der startede som et venskab, udviklede sig til et fjendskab. De to drenge voksede op og elskede hinanden som brødre, men pludselig gik det op for Moses, at faraoens søn, som nu selv var blevet farao, og som han troede var en ven, i virkeligheden var en fjende.
 
Så kom jeg til at tænke på, at det jo ikke kun passer på mennesker, men også på andre ting i vores liv – at det, som på den korte bane virker som noget, der er godt for os, godt kan være vores fjende og arbejde imod os på den lange bane. Det kan godt være, at det føles som om det usunde og fedende er din ven her og nu, for det smager jo godt, og måske lindrer det også noget inden i dig på den korte bane, men i længden...