Fanget af tornadoen, tredje og sidste del

Det må have været lidt af et syn for de passagerer, som sad i biler og en enkelt bus i køen på den anden side af det væltede træ, for pludselig kom der en mand, en kvinde i kjole og små sandaler samt tre børn i alderen 10-14 år kravlende ud gennem træet. Jeg måtte hive min kjole helt op til lårene for at kunne kravle over de væltede træer.

Vel omme på den anden side gik vi op til neonskiltet – blot for at opdage, at det bare var et reklameskilt og at der ikke var noget pizzeria… vi kiggede lidt rådvilde på hinanden, og besluttede os for at gå lidt længere frem.

 - Se, en restaurant, hylede en af pigerne, og ganske rigtigt – der var et tydeligt skilt med Restaurant printet hen over – og der var lys på, hvilket jo måtte betyde, at den var åben.

 - Lad os prøve at gå derned, sagde jeg, og det gjorde vi. Et stykke ned ad en vej og gennem en port. Det så godt nok lidt mørkt ud og der var ingen biler, men måske var det bare vejret, som holdt gæsterne væk?

Da vi – langt om længe, synes vi – nåede frem til selve bygningen, så den også temmelig mørk ud. En ung mand fik øje på os og kom ud og gik os i møde.

 - Restaurant? spurgte vi.

 - No, no, is closed, sagde den unge mand og kiggede lidt forvirret på os.

 - Do you speak English? forsøgte vi igen.

 - No, no, French or Arab.

Vi kiggede på hinanden. Min kæreste forsøgte så ved hjælp af tegnsprog og engelsk at forklare ham hvad der var sket for os, og selv om han sagde, at han forstod, tvivlede jeg på det.

Vi besluttede os for at gå videre, op til vejen igen og derudaf. Det var nu blevet mørkt, det regnede ikke mere og blæste heller ikke, men vi var sultne, småfrøs og var trætte, især børnene, selvfølgelig.

Endelig skete der noget positivt. Vi kom forbi sidevejen ned til campingpladsen, som min kæreste genkendte, og vi begyndte at gå den vej. Lidt længere nede var der et skilt med det fantastiske ord Pizzeria trykt på. Der var 1.000 meter derhen, hvilket er temmelig kort i bil, men temmelig langt i vores situation. Der var dog ikke så meget valg, så vi hoppede og sprang uden om vandpytter, afsted i mørket.
Det var helt surrealistisk at gå afsted der. Selvom regnen og blæsten var stoppet, var der stadig utrolig mange lyn på himlen, og ind i mellem rumlede tordenen over os. Der var ingen mennesker på vejen, kun enkelte biler. Gad vide hvad de tænkte, når de så os komme gående der?

Omside nåede vi frem til pizzeriaet – og der var åbent! Vi skyndte os ind og satte os, som næsten de eneste gæster. Vi fik spisekort, igen kun på italiensk, men nu var vi ligeglade. Vi fik bestilt vores pizzaer, og min kæreste gik udenfor for at ryge. Da han kom tilbage lidt efter, fortalte han, at der lige rundt om hjørnet lå et andet pizzeria, noget større og med masser af mennesker. Vi talte om, at det havde været rart at have set det først – mange gæster plejer jo at betyde god mad.

Vi fik vores mad og spiste den. Vi besluttede at prøve at få en taxa, og da vi bad om hjælp til dette hos tjeneren – efter at have forsøgt at fortælle vores historie – fik vi efter lang ventetid udleveret to visitkort. Vi kiggede på hinanden og besluttede os for at gå ind på pizzeriaet ved siden af.

Herinde forklarede vi igen vores behov og viste og forklarede hvad vi havde været igennem. Her var reaktionen en helt anden – de kiggede medfølende på os, slog hænderne sammen og ringede som den største selvfølgelighed til taxaselskabet.

Desværre var taxaerne ramt af samme problem som os, hvad vi også havde frygtet, at de ikke kunne komme ud og køre – de var også spærret inde. Det flinke personale spurgte os hvor vi skulle hen, og da vi sagde, at vi skulle til campingpladsen, svarede det, at det var da ikke noget problem, der kunne vi jo lige gå hen. Vi forklarede så igen, at vi var trætte, især de yngste i selskabet og havde været igennem en masse, så vi ville helst undgå den gåtur.

 - Jamen så ringer vi da bare til pool-manden på campingpladsen, udbrød en af de ansatte, og som sagt så gjort. Ti minutter efter holdt han foran pizzeriaet i sin lille private bil og kørte os sikkert hjem til campingpladsen. Da vi nåede frem, var der stadig et stykke at gå fra receptionen, men til børnenes store fryd foregik den sidste del af køreturen i en golfvogn.

Vi var trætte, da vi nåede frem, men vi var i sikkerhed og uden skader, overbeviste om, at nogen holder hånden over os.

PS Der var masser af firben på campingpladsen, kan du få øje på det?