Jeg sad lige og læste denne artikel i dag: Overvægtiges kroppe vil altid bekæmpe vægttab
og det er jo for så vidt ikke fordi jeg er uenig med lægen om de ting han siger: At vores kroppe ikke er beregnet til det liv de fleste lever i dag, men til et liv i meget mere bevægelse, hvor det var nødvendigt at opmagasinere så meget fedt på kroppen som muligt, at fedmeepidemien er et reelt problem, ikke bare for samfundet men i høj grad også for det enkelte individ og hvis man først har været svært overvægtig, er det meget svært at holde en normal vægt, selvom man har tabt sig. Så langt kan vi kun være enige.

Der hvor jeg så ser lyserødt - ja, vi skal nok helt over i cyklame, for at finde den rette kulør - det er der, hvor han siger, at overvægt er en sygdom. Ja, der er nogle, som har lidelser, som gør, at de ikke kan tabe sig, men ud over det er det muligt for de fleste at forbrænde flere kalorier end de indtager. Jeg siger ikke, at det er nemt, og jeg siger ikke, at de svært overvægtige skal (for)dømmes. MEN som tidligere stærkt overvægtig synes jeg godt, at jeg kan tillade mig at udtale mig.

Da jeg var 30 år, vejede jeg 80 kg. Jeg er 1,62 høj, hvilket giver mig et BMI på 30,48, altså stærkt overvægtig. Jeg prøvede flere gange at tabe mig; jeg ville gerne ned på 60 kg., men hver gang jeg havde tabt mig 3-5 kg., blev det for surt eller jeg skulle belønnes med tomme kalorier for mine resultater, og så tog jeg det hele på igen. Da der VIRKELIG skete noget, var det fordi det blev nødvendigt for mig at tabe mig (Den historie kan du læse her) og da røg de første 10 kg. De sidste 10 har jeg tabt og taget på to gange, og pt. efter al julemaden ligger jeg på omkring 69 kg. Jeg er ikke glad for det, men jeg VED jeg kommer ned igen. Jeg ved, at jeg skal kæmpe med at holde vægten nede resten af mit liv, MEN DET ER SÅDAN DET ER. Nogle kan spise som de vil uden at tage på, mennesker er ikke ens, vi har forskellige vilkår og det er bare ærgerligt. Jeg vil ikke "offer-lig-gøres" og have at vide at det er en sygdom. Jeg kan selv gøre noget, jeg har viljen og muligheden. Vidste du for eksempel, at en mand som Richard Branson er ordblind? Et af jordens rigeste mennesker kan dårligt læse og skrive, men han satte sig ikke hen i et hjørne og græd, næh, han brændte så meget for det han drømte om, at han fandt udveje, for eksempel ansætte nogen til at gøre de ting som han ikke selv kunne. Og han klarer sig da ikke så tosset. Og nej, jeg ved godt, at du nok ikke kan ansætte nogen til at spise sundt og motionere for dig, men skal det forhindre dig i at prøve? Er du et offer eller en kæmper? JEG er i hvert fald en kæmper, og ja, jeg falder i vandet, men hver eneste f***** gang rejser jeg mig igen, tager noget tørt tøj på og sætter mig op på hesten igen.

​Hvad med dig? 

Tidlig fredag morgen. Jeg er glad, for det er fredag. Det støvregner, men jeg er kommet ud af døren i god tid. For en gangs skyld skal jeg ikke puste op ad trapperne for at nå toget, i sidste øjeblik, sammen med alle de andre, for i dag har jeg god tid. Og hvad sker der så? Jeg når op på perronen. og så er der 4 minutter til mit tog går, altså et par minutter forsinket. Typisk. Men det går nok, for jeg er her jo. I god tid. Og så er det fredag. 

Allerede da toget dukker op, starter udfordringerne. Det er kun et halvt tog, og det er allerede fyldt godt op med passagerer fra de tidligere stationer. Men nu er jeg da kommet ind i varmen og får mig en siddeplads. Og så er det jo stadig fredag.

Toget bevæger sig langsomt ind mod København, og lokoføreren undskylder undervejs, at det ikke var lykkedes at tilkoble en ekstra vogn, og da det så lykkedes ham at komme afsted med det halve tog, ja, så havde det altså en teknisk fejl, som gjorde, at det kun kunne køre meget langsomt. Så vi tøffede derudad.

Lige inden vi kom til Ny Ellebjerg station lød det igen over højttaleren, at nu ville vi gøre et ophold på ca. 7 minutter på stationen, så han kunne prøve at fikse toget. Så vi ventede. Og så fik vi en ny besked over højttaleren, at det kunne han desværre ikke, og nu kunne han slet ikke starte toget - overhovedet... Men, sagde han, nu ville der komme et tog, som vi ville blive tilkoblet, som så ville hjælpe os med at komme til hovedbanegården. Satte mig til at vente. Fik sendt SMS til kollega: "Strandet i S-toget, kommer asap." Sidder i bageste vogn og kigger lidt ud af den tonede bagrude i toget, og ser så pludselig et S-tog nærme sig vores, i meget langsomt tempo. Og så, efter et minuts tid, et blødt bump, og så var vi koblet på og på vej ind mod hovedbanen.

Det fik mig til at tænke på, at hvor ville det være rart en gang imellem, når man ikke kunne være sund mere, at der så lige var nogen eller noget, som "koblede sig på" én, så man kunne komme videre. Når man står der og drømmer ved slikhylderne i supermarkedet og er lige ved at række ud efter en Rittersport eller en pose vingummier, så kom der lige et lille puf bagfra: "Næ næ, du, nu skal jeg hjælpe dig videre, ingen stop her." Eller når der var kager inde på arbejdet eller ferieslik: "Du har vist brug for hjælp og støtte her, passér gaden, du må videre."

Bare et par tanker på en regnvejrsvåd fredag - som jo i øvrigt blev rigtig flot op ad dagen.