Puha, sjovt som det går ud over vægten selvom man næsten intet spiser. Jeg ved jo godt, at den smule jeg spiser så alligevel skal være i orden, såå… Men jeg var alene hjemme her i weekenden, gad ikke rigtigt lave mad – og så fik jeg ikke løbet – øv. Det har jeg så til gengæld gjort i dag, ikke så godt som det plejer at være, men dels manglede jeg jo en gang, dels var der modvind og det var koldt. MEN jeg kom igennem, det er trods alt det vigtigste. Hjem og have bøffer og også lidt bearnaise sauce – uhmm. 

 Der er nu også nogle sjove oplevelser ved at løbe. Det er ikke alt sammen surt, trods alt.

For eksempel var der dengang, hvor jeg kom løbende imod en stor flok andre løbere. Jeg gjorde mig selvfølgelig umage for slet ikke at se forpustet ud, men de smilede bare til mig, hvorefter adskillige af dem råbte: "God tur!" til mig. Jeg råbte selvfølgelig tilbage "I lige måde" og fik pludselig en hel del mere energi, end jeg lige havde haft. Tænk, at en fælles interesse får fremmede folk til at hilse på hinanden. Lidt ligesom folk med hunde, de står også altid og sludrer, mens de venter på den firbenede gør sig færdig.

En anden pudsig oplevelse hænger sammen med min forfængelighed. Jeg kom løbende i mit vanlige stille og rolige tempo - læs: kunne næsten overhales af en gående i rask tempo -

Ja, så gik der igen et godt stykke tid… hmm, jeg er vist ikke så god til at overholde mine egne deadlines.

Nå, men det er i hvert fald gået godt siden sidst, holder stadig vægten, men siger som sædvanlig ”Alt med måde”. Jeg mener, det er fint at være sund, men fjerner man så en stor del livskvalitet, hvad er det så værd? At leve til man bliver 110, men så skal forsage alt, der feder undervejs – det bliver sgu for kedeligt. Næ, så hellere leve så man kan holde det ud, uden at være fanatisk.

I dag fik vi brunch på arbejdet, og jeg nød da mit bacon og min snegl plus det løse, men til gengæld var jeg så også ude at løbe i dag. Alt med måde…

Jeg løber stadig længere uden at holde pause. Det er sært, men efter min hjerne har fundet ud af, at jeg kan løbe fem kilometer uden at holde pause, er det som om min krop også er begyndt at tro på det. Der går længere mellem mine gå-pauser, som inde i byen kun forekommer når der er rødt lys eller andre trafikale årsager.

Nå, i dag står den så på krebinetter, til gengæld har jeg været sund både til morgenmad og frokost – altså hvor der så lige kom en brunch ind i mellem. Hvorfor skal det også være så kedeligt?