First100
  • Vær med
  • Bliv inspireret...
    • Kost
    • Motion
    • Søvn
  • Barnløshed
  • Blog
  • Min historie
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Om dig og mig
  • Vær med
  • Bliv inspireret...
    • Kost
    • Motion
    • Søvn
  • Barnløshed
  • Blog
  • Min historie
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Om dig og mig
Search by typing & pressing enter

YOUR CART

28/7/2017 0 Kommentarer

Sådan kommer du på forkant

Der er flere fordele ved at starte dagen med motion. Ud over, at du har god samvittighed og ved at du har fået gjort noget, som er godt for dig, kan du også finde glæde ved at se andre, som er bagud i forhold til dig. Når jeg er på vej til arbejder om morgenen, ser jeg for eksempel ofte løbere, som kommer pustende forbi mig eller løber imod mig, og her er det rart at tænke på, at jeg allerede har gjort noget, som er godt for mig. Når jeg så kommer hjem, skal jeg ikke tænke på at presse noget motion ind, men kan koncentrere mig om andre ting.

Det vil sige, at de dage, hvor livet sker og jeg ville være nødt til at vælge noget fra, ja, så bliver det ikke motionen, for den er allerede gjort. Det er også et godt signal at sende til dig selv om, at DU er vigtig og skal prioriteres, så må noget andet vige.

Husker du at prioritere dig selv?
Billede
0 Kommentarer

27/7/2017 0 Kommentarer

Husk at være tro

og her mener jeg først og fremmest mod dig selv.

Men hvordan kan jeg være mig selv utro? spørger du nok.

Det kan du, hvis du ikke er ærlig over for dig selv. Hvis du lyver over for dig selv om hvad du gør (for eksempel at du ikke spiser usundt, selvom du har gang i Mars-bar, barbecuechips og cola om aftenen foran fjernsynet) eller at du er begyndt at træne (selvom du kun mødte op to gange den første uge og ikke har været i fitnesscentret den sidste halvand​en måned - men hey, fitnesscentret er glad for dine penge).

Det er fint nok at gøre de ting, hvis bare du er ÆRLIG over for dig selv om det, for ellers nytter det ikke noget. Du kan jo heller ikke lave noget om i dit liv, hvis du fortæller dig selv, at det bare kører, og du både træner og spiser sundt - for hvad skal du så ændre?

Så troskab og ærlighed hænger sammen. Se dig i spejlet og vær ærlig. Se på din krop, som skal holde hele livet. Start med at elske den som den er, men aftal med dig selv at den skal have det bedst muligt, for det fortjener den - og du!

​Og kom så i gang!
Billede
0 Kommentarer

26/7/2017 0 Kommentarer

Jeg elsker at hakke...

og det gør du sikkert også, for det gør de fleste.


Jeg taler ikke om at hakke på partner, børn, kolleger eller hvem der ellers er i nærheden, men derimod på lister. Lister over ting vi skal gøre - især dem, som er gode for os - kan være rigtig effektive.

På mit job har jeg for eksempel et program, som hver dag fortæller mig, hvilke opgaver jeg skal lave. Jeg har mange småopgaver, så det er dejligt at have den til hjælp, så jeg husker det hele. MEN det giver altså også noget andet: En stor tilfredsstillelse, hver gang jeg kan fjerne en opgave fra dagens program. Jeg har faktisk flere opgaver, som kunne lægges sammen til én, men det er simpelthen så rart at fjerne så mange, at jeg ikke laver det om.

Men det kan jo også bruges til andre ting. Har du for eksempel besluttet dig for at motionere hver eller hver anden dag, kan det være en god idé at skrive dem ind i din kalender - måske har du flere ting du skal huske på forskellige dage. Og så er det med at få hakket af, efterhånden som du får gennemført det. Så er du også sikker på at huske det. En anden ting det kan bruges til, er at gå tilbage og se hvor god du har været, især hvis du har en off-day.

Så hvis ikke du er vant til at hakke, vil jeg foreslå dig at komme i gang.
Billede
0 Kommentarer

25/7/2017 0 Kommentarer

Hvad gør man, når man er træt?

Vi kan jo alle have off-dage, og jeg må erkende, at jeg har en i dag. I hvert fald her til aften, for jeg var ude og gå i morges. Men nogen gange tænker jeg da også, at jeg hellere vil sætte uret på snooze og blive liggende lidt længere, selv om jeg godt ved, at lidt længere bliver alt for længe. For eksempel i morges. Men så har jeg hørt om denne her fantastiske regel - 5 second rule - som er udviklet af Mel Robbins, og som du kan se lidt om på denne video:
Mel Robbins forklarer det rigtig godt, men kort fortalt går det ud på, at fra du får en tanke eller ide - for eksempel at du skal op, fordi du skal ud og løbe eller gå - så har du fem sekunder at tage action i, før din hjerne taler dig fra det. Og hvorfor gør den det? Fordi din tanke eller ide betyder, at du vil gøre noget du ikke plejer, og hjernen kan ikke lide forandring, for det kan være farligt. Da det er din hjernes vigtigste opgave at beskytte dig mod farer, ja, så kæmper den imod.

MEN det som Mel Robbins anbefaler, er at man tæller baglæns fra fem til et, og så gør det alligevel. Og det virker. Du når at forvirre hjernen eller "holde den hen" så længe, at den ikke kan nå at påvirke dig - og du kan gøre det du har sat dig for at gøre. Smart, ikke? Der ligger masser af videoer på YouTube med Mel, du kan jo se nogle flere, hvis du får lyst.

Men for at gøre en lang historie kort, hvilket vist er for sent, brugte jeg den i morges. Da tanken om snooze satte ind, tænkte jeg fem-fire-tre-to-en og rejste mig op.

Ideen er hermed givet videre.

Dagens billede er lidt mørkt og gråt, som vejret i morges.
Billede
0 Kommentarer

24/7/2017 0 Kommentarer

Husk at nyde rejsen...

I morges da jeg var ude på min sædvanlige gåtur (Jep, efter en uge kan man godt sige sædvanlig ;-) var der en fantastisk smuk dis over landskabet. Jeg ved ikke om du kender udtrykket Mosekonen Brygger, men det gjorde hun i hvert fald i morges, skal jeg lige love for, og jeg nød synet - aaahh!

Det mindede mig om min barndoms sommerferier med mine forældre og min søster. Vi kørte som regel til Italien eller Østrig, og ja, vi kørte hele vejen - og vi havde hverken Ipad eller mobiler, men vi overlevede!! Nå, det var nu ikke forskellen på dengang og nu dette indlæg skal handle om, men vi sad i rigtig mange timer i bilen. Min far kørte, og cirka halvvejs gennem turen kørte vi ind på et hotel og overnattede. Så spiste vi aftensmad, min far fik et par øl at slappe af på og så lå han ellers og "kørte bil hele natten", som han sagde. Han var jo ikke vant til at køre så langt på en gang.

Mine forældre havde en meget vigtig pointe, som jeg husker den dag i dag. "Husk nu, at ferien starter, når vi sætter os ind i bilen om morgenen og kører, ikke først når vi er nået frem." Og vi NØD turen. Vi kørte sydpå ned gennem Sjælland samt Møn og Lolland-Falster, og på vejen så vi ofte mosekonen brygge. Vi kørte tidligt, og hun brygger også kun tidligt om morgenen, for så snart solen får magt, forsvinder disen. Vi fik ikke morgenmad inden vi kørte, vi blev bare jaget ud i bilen om morgenen, hvor vi sov videre, og når vi så kom til færgen i Rødby, blev der hevet frisksmurte madder og sandwiches frem fra køletasken. På vej ned gennem Tyskland holdt vi også ind og spiste vores medbragte mad på rastepladserne, efterhånden som vi blev sultne - og det var virkelig en dejlig del af ferien.

Det her med at nyde rejsen er noget, som også er vigtigt på alle andre områder af vores liv - vi skal passe på, at vi ikke bliver så fokuserede på resultatet, at vi glemmer at nyde turen, at vi ikke lever så meget i fremtiden, så vi glemmer nuet. 

Når du vil tabe dig, er det rigtig godt at fokusere på målet og den sunde livsstil, men det er vigtigt også at kigge ud til siderne en gang i mellem, det må jo også gerne være sjovt.

​Så husk at nyde rejsen!
Billede
0 Kommentarer

22/7/2017 0 Kommentarer

Der sker meget på tre måneder

Jeg arbejder tæt på Fisketorvet i København, og når jeg går tur i min frokostpause, elsker jeg at gå langs vandet. Det er et område, hvor der bygges rigtig meget i øjeblikket, og bare jeg har haft ferie en uge, hvor jeg så ikke har været forbi, er det helt utroligt hvad der er sket. 
 
Og når man så har haft sommerferie i tre uger... Hvor der før dårligt var et fundament, er der ved at blive sat vinduer i, og ugen efter er der gardiner og potteplanter i vinduerne. Så holder der cykler i cykelstativerne, og kort tid efter er det som om, at de altid har været der.

Udviklingen går helt utroligt stærkt, men det samme gør det for os. Måske kan vi ikke overskue at skulle lave en ny vane for resten af livet, men kan du lokke dig selv til at gøre det i bare tre uger - Wow, det er helt utroligt hvad der kan ske, hvis du gør det og ser tilbage når de tre uger er gået. Hvor du startede, og hvor du er nu.

Min første uge med at motionere og skrive på bloggen hver dag er næsten gået, og her i weekenden skal jeg i gang med mit hurtiglæsningskursus - forhåbentlig hjælpe det mig til efteråret, når studiet starter igen.

Billedet tog jeg på stranden i morges, kragen på toppen af bunken af tang ligner kongen af skrald ;-)
Billede
0 Kommentarer

21/7/2017 0 Kommentarer

Det var altså ikke mig, mor



Ordene var min datters, og hun var lige knap fem år. Det var lige efter jul, og hun havde fået de fineste leggings af farmor og farfar i julegave.

Hun sad på gulvet ude i gangen. Der havde været stille meget længe. Da jeg gik ud for at se hvad hun lavede (hint: altid en god ide, når små børn er stille meget længe), sad hun med en saks i den ene hånd - og en tot af sit lyse hår i den anden!! 

Det var ikke her hun benægtede, hun var trods alt gammel nok til at se, at beviserne var lidt for store. Men da jeg kort efter opdagede, at der var en flænge i hvert af hendes leggings-bukseben, benægtede hun fuldstændig (Jeg har hørt, at det er helt normalt i den alder, at børn virkelig tror, at det virker). Nu var der også lige den detalje, at det ikke var syningerne, der var gået, men flængerne sad derimod midt på låret - i sakse-højde!

Min datter er blevet fotograferet hvert år nærmest fra hun blev født, og jeg er aldrig i tvivl om hvor gammel hun er på lige netop dét billede. Det var nemlig lige inden min 40 års fødselsdag, og mor var IKKE glad for at prinsessen måtte klippes helt korthåret for at skjule de afklippede pletter.

Nå, men det her med at lyve om hvordan tingene er sket, fik mig til at tænke på hvor tit vi lyver for os selv. Hvor tit siger vi ikke: "Ih, jeg vil SÅ gerne tabe mig, men jeg bliver ved med at tage på". Vi glemmer lige, at vi ikke lever ifølge det vi siger, for når vi samtidig propper os med slik og kage i kantinen og store portioner til frokost og så er der lige nogen, som går på ferie eller har fødselsdag eller jubilæum eller stopper...

Fair nok at vi gerne vil smage det hele og ikke gå glip af noget, men det har altså en konsekvens. Prøv i stedet at begrænse dig, når du tager noget eller prøv at spise dig mæt i noget sundt først, så er blodsukkeret mere i balance, og så får du rent faktisk mindre lyst til sukker. Det virker i hvert fald for mig. Ikke at jeg ikke rører noget, men nogen gange siger jeg nej og andre gange spiser jeg mindre - siger jeg i hvert fald til mig selv ;-)

Og et lille billede fra min gåtur - ikke i morges, for det var for gråt til at tage billeder - men fra i går, hvor jeg opdagede, at der er køer i mosen - og de bliver vogtet af en rød kat.
Billede
0 Kommentarer

20/7/2017 0 Kommentarer

Det tager kun ti minutter...

Og nej, dette er ikke en fakta-reklame, men derimod fakta om mange af de ting vi hele tiden udskyder. Når vi så endelig langt om længe får taget os sammen til at gøre det, så ender vi som regel altid ud med at sige: "Nå, var det bare det? Hvorfor har jeg dog ikke fået gjort det for længe siden". I tirsdags fik jeg bestilt tid til lægen, og skrevet til banken - opgaver som havde ligget et stykke tid, men så skal man jo finde NemId frem, og det kan jo også vente til i morgen - og da jeg fik det gjort, på under to gange ti minutter, var jeg bare så glad. Inde på arbejdet havde jeg nogle bunker, som jeg skulle have ryddet op i, og her i dag skulle jeg så have installeret et program på min PC. Der var en IT-medarbejder, som overtog min maskine (han sad i Aalborg og jeg i København, jeg er SÅ imponeret), og da jeg ikke havde PC adgang imens, kunne jeg jo lige så godt få kigget på bunkerne. I løbet af 30 min. var de væk!! 30 minutter - og her havde jeg gået i flere måneder og gruet for det.

Jeg tror, at grunden til at vi tror det tager længere tid end det gør, er, at vi bruger det som undskyldning for at udskyde - for det er jo SÅ besværligt. I virkeligheden er det ren magelighed og dovenskab, i hvert fald for mit eget vedkommende ;-)

Og det er jo lidt det samme med motion og gode vaner. Vi bilder os selv ind, at det har vi ikke tid til, for det er SÅ tidskrævende. Men i virkeligheden bestemmer vi jo selv. Og ti minutter hver dag er bedre end at drømme om 30 minutter.

Jeg var selvfølgelig også ude og gå til morgen, og min tur tager faktisk 30 minutter. Men som sagt kan mindre jo også gøre det, så er du frisk på ti minutter i morgen?
Billede
0 Kommentarer

19/7/2017 0 Kommentarer

To ud af tre er ikke så ringe...

 Ja, så kom jeg tidligt op igen til morgen og ud og motionere - to ud af tre morgener. Jeg er tilfreds. Jeg fik dog ikke løbet, som jeg plejer, men poerwalket. Efter at have løbet i går havde jeg fået ondt i både ryg og lænd, men så læste jeg i går, at det faktisk virker mere fedtforbrændende at gå, og så besluttede jeg at at powerwalke - og jeg skal love for, at det er effektivt. Mine ømme lårmuskler i dag vidner i hvert fald om at det virker.

Et andet område, hvor jeg har nået to ud af tre - jeg havde jo tre ting jeg ville, og ud over motion hver dag og skrive på bloggen hver dag, skulle jeg starte på et hurtiglæsningskursus. Er ikke kommet i gang endnu, men to ud af tre er da ikke så skidt.

Og så må jeg jo lægge et link til sangen "Two out of three aint bad" - den ER go'


Men for lige at vende tilbage til det med struktur fra i går. Selvom jeg elsker at holde ferie og fri, kan jeg altså også godt lide hverdagen og struktur. 

For det første er det meget lettere at leve sundt, når det hele ikke flyder, som i ferien. Det er skam dejligt nok, men svært i længden.

Det andet jeg elsker ved struktur, er at den er effektiv og sparer en masse tid. Når ting er sat ind i rammer og systemer, sparer jeg jo en masse tid på at skulle tage stilling til det ene og det andet - for det ved jeg, og så kan jeg bruge min tid på noget som er sjovere, end for eksempel at stå nede i Netto hver dag for at beslutte mig for hvad vi skal have til aftensmad.

Men går det ikke ud over spontaniteten, tænker du måske - og til det må jeg sige både-og. For det første giver det jo ekstra tid, hvor du kan være spontan på nogle lidt sjovere områder end aftensmaden. For det andet behøver du jo ikke lægge en daglig madplan, for lige at vænne tilbage til Netto-eksemplet igen. Du kan jo købe ind til en uge eller bare 3-4 dage ad gangen, og så har du jo stadig flere forskellige retter at vælge imellem.

Det var bare mine tanker, vi ses i morgen.
Billede
0 Kommentarer

18/7/2017 0 Kommentarer

Det hjælper med struktur

 Så lykkedes det! Da vækkeuret ringede, slog jeg straks øjnene op og var klar til at løbe - altså næsten ;-)

Men jeg kom da i hvert fald op rimelig hurtigt, fik lidt vand i hovedet og løbetøjet på, og afsted gik det.

Nu er det jo noget siden, at jeg sidst har løbet, og jeg har aldrig løbet specielt hurtigt, så jeg slog ikke ligefrem nogen rekord, men jeg kom ud. Turen blev heller ikke specielt lang, men den bliver længere i morgen. Jeg fik lidt ondt i knæet, og en enkelt myg, som formastede sig til at sætte sig på min kind, måtte lade livet, men ellers gik det ok fint.

Det føltes rart da jeg kom tilbage, og jeg har det godt med mig selv, mens jeg sidder her og skriver. I morgen skal jeg forhåbentlig ud på en lidt længere tur, og så er jeg jo i gang.

Jeg glæder mig!

Og kommentar til billedet herunder: Nogen gange - men ikke i dag - føler jeg mig lige så tung som den må have gjort, da den satte sig på kvisten og mærkede den gynge og svaje under sig :-)
Billede
0 Kommentarer
<<Forrige

    Arkiv

    December 2017
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    Marts 2017
    Januar 2017
    December 2016
    Oktober 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    Marts 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    December 2015
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014
    December 2013
    August 2013
    Juli 2013
    Juni 2013
    Maj 2013
    April 2013

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed


Pia andersson

Email

info@first100.dk