Har du nogensinde hørt eller læst den sætning før? Eller hvad med denne: Det er ikke meningen, at alle skal kunne få børn. Eller endnu værre: Måske er der en grund til, at I ikke kan få børn.

Jeg har læst eller hørt disse sætninger før - ikke sagt til mig, men til andre, og hvis du synes den gør ondt eller den føles uretfærdig, så har du virkelig også grund til at synes det. 

Nej, det er ikke en menneskeret - og de bliver jo brudt hele tiden verden over, så at tro den ville blive håndhævet, hvis den var der, er nok naivt at tro - men det fylder så utrolig meget for dem, som ikke kan få børn. Har man ikke selv problemet eller har haft det, så forstår man ikke hvor vigtigt det kan være - næsten som at trække vejret - og spurgte du en barnløs mor hvad hun ville opgive for at blive gravid, er jeg overbevist om, at den liste ville blive temmelig lang.

Nej, det er ikke en menneskeret, men når man oplever, at en veninde bliver uønsket gravid og får en abort eller en anden bliver det efter et engangsknald og beslutter at beholde det, ja, så gør det bare rigtig ondt, at det kommer så let til andre, men er så svært for en selv.

Har du ikke været i situationen, har du ingen anelse om hvilken karrusel af følelser som nederlag og fiasko man kan være i, så selv om du i den bedste mening har lyst til at sige: "Jeg forstår hvordan du har det, men børn er jo ikke alt" - så LAD VÆRE - please. Du ved INTET om hvordan det er, og der er INTET du kan sige eller gøre, som får det til at gøre mindre ondt, så nøjes med at lyt og trøst, hvis du kender nogen i situationen. Det er den bedste hjælp.

Og dagens billede, for at løfte stemningen lidt: Da jeg kom gående forbi dette syn, kom jeg til at tænke på børnesangen: "Der sad to katte på et bord"

Og her taler jeg altså ikke om de løgne du fortæller dine børn: "Ja, skat, julemanden findes da. Og påskeharen. Og tandfeen. Nej, skat, det gør slet ikke ondt at blive vaccineret". Den sidste tror de kun på een gang. 

Eller dem du siger til din mand: "Hvor er der støvsuget flot. Og tøjet er blevet lagt sammen på en helt ny kreativ måde".

Nej, jeg taler om de løgne du fortæller dig selv: "Jeg kan ikke forstå jeg ikke taber mig, for (og her kommer løgnen så) jeg spiser jo aldrig noget usundt..."

Hmm. Nå. Nej lige bortset fra, at der var en, som havde kage med i dag. Eller slik. Eller begge dele. Eller der var kage i kantinen. Eller jeg skulle lige have en Snickers, da jeg handlede, for jeg var lige gået sukkerkold, og al den vaden rundt i supermarkedet brænder da hurtigt alle den kalorier af, sådan en lille fætter indeholder. 

NEJ, stop!! Stop med at lyve for dig selv og se sandheden i øjnene. Du spiser for meget og forkert, men stop også med at slå dig selv oven i hovedet med dig. Erkend at du har gjort det. Og så op på heste igen og rid videre.

Selvfølgelig skal der være plads til at falde i - en gang i mellem. Og man kan jo nøjes med en lille smagsprøve, i stedet for det største stykke man kan finde. Og indse, at for hver gang du træder ved siden af, går der endnu længere, før du når dit mål, men det kan også være okay. Du skal bare beslutte dig for, om du vil tabe dig eller ej og hvor hurtigt det skal gå, og så indrette dit liv og dine handlinger derefter. Det er det hele.

Det er da enkelt, ikke? Nå ja, og så lige stoppe med at lyve for dig selv.

Billedet nedenunder er en måneds tid gammelt, og ja, det ER istapper.

I søndags røg strømmen. Lige pludselig, om eftermiddagen, mens jeg sad og kæmpede med at færdiggøre min eksamensopgave, lød der et lille "puf" (det bildte jeg i hvert fald mig selv ind) og lyset forsvandt i lamper og digitaluret. Uden strøm heller ingen trådløs netværk, og efter at have konstateret, at det ikke kun var på vores matrikel, at strømmen var væk, besluttede jeg mig for at gå en tur. Ikke fordi jeg ikke kunne arbejde, for min PC var fuldt opladet på batteri og jeg havde på det tidspunkt ikke brug for internet, men simpelt hen fordi jeg besluttede mig for, at jeg havde brug for noget frisk luft og en pause.

Jeg er så taknemmelig for at jeg bor så tæt ved stranden, at jeg kan gå derned på under ti minutter, hvilket jeg jævnligt benytter mig af. Mens jeg blev blæste godt igennem af vinden, kom jeg til at tænke på her for nogle år siden, da vi også havde strømafbrydelse. Min datter var alene hjemme fra skole, jeg var på arbejde, og hun ringede til mig.

"Mor, der er ikke noget strøm. Og der er heller ikke noget internet. Hvad skal jeg så lave?"

Tanken fik mig til at smile, endnu en gang. Og jeg tænkte på den verden min datter vokser op i med internet og alt hvad dertil hører. Jeg synes det var slemt nok at blive mobbet i skolen da jeg var barn, men i dag, hvor der også findes de sociale medier, og man oven i købet kan være anonym - hvor må det være forfærdeligt, både at blive mobbet men også at være forælder til et barn der bliver mobbet. Godt at der findes mange flere tiltag i dag end dengang.

Heldigvis fik jeg blæst de triste tanker væk igen, og da jeg kom hjem, var strømmen kommet tilbage :-)

I dag er der ikke noget billed, men til gengæld en lille film fra min tur på stranden, hvor man rigtigt kan høre vinden suse.