Tænk, jeg gjorde det - jeg løb for anden gang i samme uge!! Kan ikke huske hvornår det sidst er lykkedes. Og nu SKAL jeg simpelthen også løbe på lørdag. Så er jeg i gang!
På min løbetur skete der så det, at jeg vrikkede lidt om på min fod - ikke slemt, men nok til, at det gjorde ondt lidt tid efter. Bevægelsen jeg gjorde var ikke så slem, men fordi jeg ikke gjorde den bevidst, gjorde den ondt, og jeg kom til at tænke på, at mange af de ting, som ikke er gode for os, sker ubevidst. Som for eksempel når jeg er på arbejde og går forbi ferieslikket i reolerne i øjenhøjde - ser jeg det i god tid eller ved det er der, så er det lettere at gå forbi uden at tage noget. Men ser jeg det først, når jeg er lige ud for det, så er det automatpiloten, som sætter ind, og reflekserne tager over - armen hugger ud, før jeg har tænkt på om jeg overhovedet har lyst. Kender du det?
Men hvad er løsningen? Skal man altid være på vagt? Kan man aldrig slappe af? Det bedste er nok, at inkorporere en ny vane, så reflekserne ikke styrer dig, og det kunne for eksempel være at læse blogindlæg, som hele tiden minder dig om hvilke valg du burde træffe ;-)
Vanens magt er tre uger, siger man - så kom i gang med at tænke anderledes - ved at ændre dine tanker, kan du rent faktisk ændre dine handlinger.

Nå, i denne uge med vinterferie (og eksamensforberedelse, suk) er det rent faktisk lykkedes mig at starte med at løbe på en mandag, hvilket jo er noget helt nyt. Så måske bliver det nu, jeg kommer op på at løbe de tre gange om ugen, som er min plan. Og min løbelyst er også steget gevaldigt, hvilket du kan læse en artikel om her.
Og jeg kan da blot bekræfte, at de lyse tider giver mig løbelysten tilbage. Så jeg løb i går, skal løbe igen i morgen og fredag, og nu hvor jeg har ferie, kan jeg i hvert fald ikke undskylde mig med, at jeg ikke har tid.
Hvad med dig, er du på vej ud af vinterhiet - eller har du overhovedet været der?

Det der med de 10.000 skridt om dagen kan godt være svært for nogen, men så er der da heldigvis inspiration at hente her.
Så husk det nu, kom ud og gå-gå-gå!!

PS der var ikke nogen solopgang her til aften, men til gengæld en meget flot fuldmåne... Enjoy!

Har du lidt svært ved at holde motivationen, hvis du ikke ser hurtige resultater? Jeg kender det godt fra mig selv, og jeg har bemærket, at jo ældre jeg bliver, jo længere tid tager det før jeg kan se/måle fremskridt, og så kan det godt være svært at blive ved med at hænge i. Men i denne artikel er der et par gode råd, som jeg selv vil prøve at følge.
Hvad med dig, har du nogle gode råd du kan give videre?

​Og så et par billeder af en solopgang...

Nu er det jo snart forår - okay, måske lidt ønsketænkning, men der er da kun ca. 14 dage til vi går ind i den første forårsmåned.
Anyway, i forbindelse med det kom jeg til at tænke på, at det at skabe en ny vane er lidt ligesom at så om foråret. Det lille frø er din nye vane, som skal puttes i jorden, vandes og gødes. Der går lang tid før du begynder at se effekten af det du har sået, men pludselig kommer de første spæde spirer op, og jo bedre du passer på dit frø/din gode vane, jo større og stærkere bliver det. Til sidst er det så stort og stærkt, at det kan klare sig selv, og du behøver ikke gøre mere ved det. Det er en hel masse arbejde i starten, men pludselig tænker du ikke over, at du skal spise sundt eller motionere, det er bare så naturligt, at din vane har fået sit eget liv.
Hvilket frø vil du så i din vane-have?

Som jeg tidligere har nævnt, begynder jeg at løbe hver onsdag. Når min datter skal til dans, så laver jeg risengrød. Mens den står i "høkasse", danser hun, mens jeg løber. Så henter jeg hende, og vi tager hjem sammen, og så spiser vi risengrød. 
I dag var bare lidt anderledes, da min datter var blevet syg. Men jeg var fast besluttet. Mor skulle da ud og løbe alligevel, for det var jo onsdag, og jeg havde ikke løbet siden sidste onsdag.
Da jeg kommer hjem, mærker jeg varmen fra brændeovnen. Den er dejlig. Jeg får lavet risengrød, sat den i høkasse og skiftet til løbetøj. Jeg sætter mig et øjeblik foran brændeovnen og bliver gennembagt. Jeg siger til kæresten (og datter), at det bestemt ikke er lysten, der driver værket. Så kommer katten og hopper op og lægger sig på mit skød og begynder at spinde. Mmmm... "Ja, jeg sidder lige her og overspringshandler", konstaterede jeg højt for mig selv. "Men mor", kom det så fra min datter, "hvis du ikke gider, hvorfor bliver du så ikke bare hjemme?"
Og se, det var jo et rigtig godt spørgsmål, for det var så nemt at blive hjemme, men jeg vidste, at gjorde jeg det, ville jeg ærgre mig indtil næste gang jeg fik løbet - højst sandsynligt om en uge. Hvis jeg fik det overstået, ville jeg have det godt om en halv time og lang tid frem, hvis ikke, så ville jeg fortryde det. Så egentlig var der ikke så meget at betænke sig på - ud af døren kom jeg, og en skøn tur blev det.
Hvad med dig - kan du modstå en fristelse for at overspringshandle?

Læste lige et blogindlæg hos inspirerende Marina Aagaard her om hvordan du bevarer motivationen, og en af ideerne handler om at sætte sig mål og delmål, så du kan se hvornår du har nået dit mål. Det er selvfølgelig det allervigtigste, men lige så vigtigt er det at sætte sig mål, som ikke er for store - og hvorfor så det?
Jo, for hvis du vænner din hjerne til succes - og det gør du jo, hvis dine mål er så små, at de bliver nået - så vil hjernen have lettere ved at opnå mere succes, fordi det simpelthen er vanedannende. Men det skal selvfølgelig heller ikke være så små mål, at du ikke føler du har måttet gøre noget for at nå dem, lidt "offer" skal der til.
Men efterhånden som du får succes med små mål, så gør dem lidt større og så lidt større. Så vil du på et tidspunkt kunne nå store mål, som du ikke drømmer om du kan nå i dag.

Nej, jeg skal ikke under kniven på nogen måde, men da jeg var ude og løbe i går, kom jeg forbi "mit" træ, som vokser op gennem asfalten, som du kan se her på min facebookside. Men nu er det blevet skåret ned eller klippet ned, det er i hvert fald blevet mindre - nej, jeg fik ikke taget et billede, det var for mørkt.
Først blev jeg lidt ked af det, men så kom jeg til at tænke på, at vi jo beskærer planter for at få dem til at blive stærkere. Alt det tynde, tjavsede, som ikke er stærkt og bruger alle vores kræfter, det skærer vi væk, så der kun er kernen tilbage, og herfra kan der så vokse en stærkere plante.
Tænk, hvis vi kunne gøre det samme? Og det kan vi måske godt. Lad os få skåret de usunde vaner væk, som er dårlige for os. Og så lad os erstatte dem med nogle sunde og gode vaner.
Jeg læste eller hørte for nylig, at det handler om at gøre det "rigtige" valg let og det "dårlige" valg besværligt. Har du for eksempel svært ved at holde dig fra slik om aftenen, så LAD VÆRE med at købe det - har du det ikke i huset, er det lettere at lade være at spise det, og sørg så i stedet for at have lækre grøntsager i hjemmet. Har du svært ved at komme i gang med at træne, så sørg for at lægge dit tøj frem aftenen før, allier dig med en ven/veninde, så bliver det svært at bryde aftalen med dig selv om at skulle ud og træne.
Har du andre ideer til hvordan vi kan gøre de ting, som er dårlige for os, besværlige og de ting, som er gode for os, lettere? Kom frisk, enten her eller på Facebook.

Jeg er gået i gang med at løbe igen, ligesom jeg gør hver onsdag. Når min datter går til dans, løber jeg. Som jeg tidligere har skrevet er det min plan at komme ordentligt i gang med at løbe, sådan ca. tre gange om ugen. Men indtil da, ja så løber jeg i hvert fald hver onsdag. Jeg giver ikke op. 
Jeg har et par kolleger, som gerne vil tabe sig. Den ene spiser franskbrød med hønsesalat og basse hver morgen, den anden kaster sig over alt det slik, der bliver udbudt - og det er meget. Jeg peger ikke fingre, det gør jeg virkelig ikke, men lad mig røbe en hemmelighed: Det virker ikke. For min skyld må de spise alt det slik og wienerbrød de vil, men lyver de for sig selv? Oh yeah. Og de er absolut ikke dumme, de ved det jo godt. Men åbenbart vil de det ikke nok, for hvis de virkelig ville, så kunne de. Det er "bare" et spørgsmål om at prioritere, træffe en beslutning og så blive ved og blive ved. Indse, at det her handler ikke om en quick fix kur, som bare skal overstås, så jeg kan komme tilbage til at leve mit almindelige liv, mit rigtige liv, igen. Det er derfor jeg går op til fjerde sal to gange om dagen i hverdagen og derfor jeg går hver dag i min frokost. Og derfor jeg ikke giver op, selvom det pt. er svært at løbe mere end en gang om ugen. Men en dag løber jeg mere. Og så holder jeg ved. Selvom det bliver hårdt. Men hellere løbe lidt end slet ingenting. For det letteste ville da være at sige "What the hell, én gang rykker jo ikke, det kan da være ligemeget så." Men det siger jeg ikke. When the going gets tough...

Og så lige et billede af solopgangen, godt nok uden sol, men nu med måne.

Især når man er på Oslo-båden på kærestetur til Norge, og det ikke bare blæser, men der er en orkan LIGE på den anden side af Norge - en orkan, som har fået det smukke gudenavn Thor. En Thor, som gjorde det temmelig livligt at bevæge sig rundt på båden. Som gyngede. Fra side til side. Op og ned.
Lørdag aften var jeg meget tæt på at blive søsyg, selvom det normalt ikke er noget jeg bliver. Men det gik lidt for meget op og ned. Min mave var temmelig tom, og med en galoperende kvalme på vej, var det ikke mad jeg tænkte mest på. Men sulten var jeg - og jeg har så efterfølgende lært, at man bliver hurtigere søsyg på tom mave.
Jeg fik noget cola. Og en pizza. Min mave fik det meget bedre. Sund livsstil-mad? Næh. Men jeg er ikke fanatiker - og tror nu heller ikke det havde været en god ide med salat lige præcis denne aften - og måske derfor går mit vægttab sådan lidt op og ned indimellem. Ligesom Oslo-båden i weekenden.
Står dit vægttab også i stampe? Måske sådan lidt op og ned? Eller måske stiger din vægt mere end den falder? Så skriv en kommentar her under eller på Facebook.

Og så er det jo første gang i flere måneder, at det har været lyst nok til at tage solopgangsbilleder inden jeg går på arbejde, så det skal da nydes her